Undgå sorte Hennatatoveringer
Tatoveringer foretaget på strande, festivaller og markedspladser, ofte kaldet hennatatoveringer, indeholder ofte det sorte farvestof p-phenylenediamine (PPD), som er et ekstremt allergifremkaldende hårfarvestof.
Man kan skelne en PPD-holdig tatovering fra en rigtig hennatatovering på farven. Hvis den er sort indeholder den PPD. Hvis den er rød-grøn-orange indeholder den ikke PPD.
Blade fra hennaplanten (lawsonia inermis) indeholder 2-hydroxy-1,4-napthoquinone også kaldet lawsone. Koncentrationen af lawsone er fundet i tatoveringsprøver i koncentrationer 0.21-2.27 %. I almindelige hennablade er koncentrationen 1.85-1-87 %. Ren henna er forholdsvis sikker, idet der kun er rapporteret 2 tilfælde af allergiske reaktioner over for henna.
PPD er fundet i tatoveringsprøver i koncentrationer fra 1.17 – 64 %. Hvis man skulle være så uheldig at bliver malet med 64% PPD, er man næsten sikker på at blive allergisk overfor det. PPD kan give allergiske reaktioner ved påføring af ned til 0,005%.
Kilde: Almeida PJ et al. Quantification of p-phenylenediamine and 2-hydroxy-1,4-nahthoquinone in henna tattoos. Contact Dermatitis. 66,33-37.2011