Et EU-projekt hvis formål er at fremme sundhed og sikkerhed blandt frisører
Repræsentanter for den internationale arbejdsgiverorganisation coiffure.org har udarbejdet en rapport: “’A close shave’ TRANSNATIONAL ESF PROJECT”. Rapportens formål er at fremme sundhed og sikkerhed blandt frisører. Den viser, at der gøres en stor indsats i de europæiske lande på dette område. De fleste af disse foranstaltninger er præsenteret i brochurer, manualer, hjemmesider, checklister, postere mm.
Rapporten beskriver forskellige interaktive tiltag, såsom uddannelsesprogrammer, undervisningsspil og workshops som er udarbejdet og tilgængelige. Diverse kampagner har været anvendt i forbindelse med forebyggelse og hudbeskyttelse og den digitale platform har været benyttet til at fremme sundhed og sikkerhed i faget.
De konkluderer at det ikke er let at lave en holdningsændring hos frisørerne, og at der kun er en lille motivation for at vedtage en sundheds- og sikkerhedsmæssig adfærd.
De konkluderer endvidere at det på trods af de mange tiltag ikke har været muligt at opnå den ønskede adfærd.
På baggrund af disse observationer mener de, at sundhed og sikkerhed skal integreres mere i undervisning og workshops.
Undervisningen skal tilrettelægges, så de beskriver problemstillinger, som kan forekomme i salonen og der skal være plads til dialoger, hvor eleverne kan dele ud af praktiske erfaringer. Dette vil give eleven mulighed for at reflektere over situationer fra salonen og praktiske opgaver. Herved vil eleven formentlig komme med effektive forslag til, hvordan de vil arbejde i fremtiden samt ændrer deres adfærd og holdning.
Rapporten viser at mange følger uddannelsesprogrammerne fordi de er obligatoriske i henhold til uddannelse, bestemmelser samt sygeforsikring.
Den økonomiske krise har gjort, at dyre foranstaltninger ikke er blevet introduceret/indført. Der er dog stadig behov for kendskab til værnemidler og anvendelsen af disse.
Plads til forbedring
Rapporten viser også at der er plads til forbedringer. Ved at bedre forebyggelse og kendskab til dette, så vil kommende frisører ikke forlade faget lige så hurtigt, som de gør på nuværende tidspunkt.
Ved at øge sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen, vil det medføre et væsentligt bidrag til varig beskæftigelse blandt medarbejderne.
Ved at reducere antallet af arbejdsbetingede skader, er det håbet, at man kan reducere den store medarbejderudskiftning og samtidig reducere antallet af frisører der forlader faget. Alt sammen forhold, der vil øge produktiviteten for arbejdsgiveren.
Ved at investere i sundhed og sikkerhed i salonen, vil denne fremstå som en arbejdsplads der tænker på sine medarbejdere, hvilket vil være af strategisk betydning for konkurrenceevnen. Medarbejdere vælger nemlig ikke altid sin arbejdsplads på grund af lønnen, men på grund af arbejdsmiljøet og fokus på sundheden.
Med denne rapport vil de forsøge at tage en proaktiv tilgang til at vise frisørerne hvilke sundheds- og sikkerhedsmuligheder der findes samt vise hvilke risici og problemer der kan forekomme i frisørfaget.
De mener der skal være større vægt på sundhed på arbejdspladsen for at sikre:
– Et bedre image af branchen
– Bedre jobbeskyttelse
– Bedre garanti for en økonomisk fremtid for frisørbranchen
– Bæredygtig udvikling og kvalitetscentreret vækst
Det er ikke længere nok at arbejde med sundhed og sikkerhed inden for salonens fire vægge, man er nødt til at samarbejde på tværs af faget/saloner/producenter.
Tiltag der fremmer sundheden og sikkerheden i frisørbranchen vil desuden hjælpe med at reducere sociale omkostninger for staten.
Rapporten konkluderer til slut at det fortsat er vigtigt at fortsætte udviklingen af forebyggende strategier for denne branche.