Vejledning til ventilation i frisørsaloner

Der er ikke nogle specifikke regler og lovkrav til hvor mange og hvor stort et ventilationssystem skal være i en frisørsalon. Der er nemlig mange forskellige faktorer, som påvirker antal og størrelse. Derfor anbefales det at tage kontakt til en fagteknisk person (ventilations fagfolk), som kan foretage opmålinger og rådgive til den korrekte udsugning til netop din/jeres salon.

Der er dog fastsat nogle retningslinjer, som man skal følge og de gælder for både almindelige frisørsaloner og for grønne saloner: Når der arbejdes med sundhedsfarlige dampe, generende og støvende luftforurening og aerosoler (fx hårspray) er det ikke nok bare at lufte ud, ved at lukke døre og vinduer op(1-4). Ved følgende arbejdsopgaver skal der være lokaludsug (punktudsug) (se Foto 1):

  • Ved afblegning,
  • Ved permanentning,
  • Ved farvning af hår samt
  • Ved lignende processer, hvor der afgives skadelige stoffer.
    punktudsug_frisor

    Foto 1. Eksempel på punktudsugning (Foto: Colourbox)

Når der arbejdes med ovenstående stoffer, skal der være en eller anden form for rumventilation. Lokaludsugning kan dog godt udgøre rumventilationen (1-4). Hvis det ikke er muligt at erstatte de sundhedsfarlige/generende stoffer, skal påvirkningen fjernes på anden måde fx ved ventilation/udsugning (4). Punktudsug kan i de fleste tilfælde give tilstrækkelig rumventilation i salonen, hvis dette ikke er tilfældet, skal der etableres en rumventilator (1, 4).

Ved punktudsug, skal den udsugende mængde være 100m3 luft/time/sug, dog kan 70m3 luft/time/sug accepteres som et minimum. Det rådes endvidere til, at alle, der samtidig arbejder med permanentvæsker, hårfarvning, blegemidler og lignende skal have adgang til sug. Dette kan ofte opfyldes ved at etablere en arm med lokal punktudsug per anden stol og et punktudsug per anden vaskeplads (1, 2).

Vi anbefaler at der etableres et selvstændigt blandeskab med sug. Hvis ikke dette er muligt kan en arm med punktudsugning, hvor der blandes, erstatte blandeskabet (1, 3).

Der er en hurtig måde at finde ud af om de ansatte i salonen er udsat for sundhedsfarlige stoffer eller generende luftforurening. Fx hvis produkterne indeholder parfumestoffer eller persulfater er der tale om allergifremkaldende luftforurening og hvis der anvendes produkter indeholdende thioglykolater er der tale om generende luftforurening.

Det anbefales at der ud over ventilationen luftes ud ved fx at åbne hoveddøren og/eller et vindue.

Tjekliste:

  • Hvis du er i tvivl, rådfør dig med en fagteknisk person
  • Punktudsugning 70-100m3 luft/time/sug
  • Blandeskab med sug, hvis ikke muligt et punktudsug hvor der blandes
  • Almindelig udluftning via dør/vindue

Sidst opdateret d.29/10 2015.

(1): Fra retsinformation: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=69122

(2): Fra Arbejdstilsynet (Brancheundervisningsnotater): http://arbejdstilsynet.dk/da/OM%20ARBEJDSTILSYNET/Interne-instrukser-og-kvalitetsprocedurer-mv/At-interne-instrukser-mv/Instrukser-om-flere-arbejdsmiljoeemner/2007-Frisorer.aspx (Linket virker ikke længere)

(3): Fra Arbejdstilsynet: http://arbejdstilsynet.dk/da/arbejdspladsvurdering/arbejdsmiljovejvisere/2009-24-frisorer-og-anden-personlig-pleje.aspx (Linket virker ikke længere)

(4): Fra Arbejdstilsynet: https://arbejdstilsynet.dk/~/media/at/at/04-regler/05-at-vejledninger/a-vejledninger/a-1-1-ventilation/ventilation%20pdf.ashx